Storbritannien vil betale erstatning til Mau Mau-ofre

Med undskyldningen følger formentlig også en økonomisk kompensation på 14 millioner pund, svarende til 122 millioner kroner, oplyser TV-stationen. Dermed ser ofrene ud til at vinde den årelange kamp for erstatning.

Flere end 5.000 kenyanere siger, at de blev mishandlet - flere af dem gennem tortur - af den daværende britiske regering, som kæmpede mod Mau Mau-oprørerne, da Kenya var en britisk koloni. Oprøret bundede i et slagsmål om jord, da hvide nybyggere blev tildelt mere landbrugsland end lokalbefolkningen, og det fik kikuyu-folket til at gøre oprør op gennem 1950erne. Guerillagruppen Mau Mau krævede mere land og et stop for briternes kolonistyre, men briterne slog hårdt ned på oprøret. Ifølge Kenyas menneskerettighedskommission blev 90.000 kenyanere henrettet, tortureret eller lemlæstet. mens 160.000 personer blev holdt fanget under barske vilkår.

Den britiske regering har tidligere hævdet, at den ikke kan holdes ansvarlig for begivenhederne, fordi ethvert ansvar for torturen blev overført til den kenyanske republik i forbindelse med landets selvstændighed i 1963. Men i 2011 slog den britiske højestreret fast, at tre kenyanske sagsøgere - der angiveligt har været udsat for tortur og seksuelt misbrug - havde en god sag.

Derfor vil den britiske udenrigsminister William Hague ifølge BBC nu udtrykke sin »oprindelige beklagelse«, når han præsenterer kompensationspakken i det britiske underhus.

Dagens Gossip