Storbritannien vil luftbombe Islamisk Stat i Syrien

Det britiske parlament har sent onsdag aften vedtaget, at Storbritannien skal indlede luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien, skriver Reuters.

Det er resultatet efter en maratondebat i det britiske parlament, der i alt varede over ti timer.

397 stemte for, mens 223 var imod forslaget.

Britiske styrker har bombet i Irak i mere end et år, og premierminister David Cameron har længe presset på for, at indsatsen mod Islamisk Stat også skulle udvides til Syrien.

- Det er formålet at beskytte den britiske befolkning mod terrorangreb, sagde David Cameron tidligere under debatten.

Den britiske premierminister har især skærpet retorikken efter de blodige angreb i Paris, som Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.

Angrebene kostede 130 mennesker livet.

Storbritannien har på nuværende tidspunkt otte Tornado-kampfly på en britisk base i Cypern.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV