Storbritannien vil luftbombe Islamisk Stat i Syrien

Skrevet af admin

03/12/2015

Mest læste i dag

I løbet af ganske få timer kan britiske fly være på vej mod Syrien for at deltage i bombninger mod den militante gruppe Islamisk Stat.

Det er en realitet, efter at det britiske parlament sent onsdag aften har vedtaget, at Storbritannien skal indlede luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien, skriver Reuters.

Debatten i det britiske parlament har stået på hele dagen, inden der efter over ti timers debat skulle stemmes.

397 stemte for, mens 223 var imod forslaget.

Britiske styrker har bombet i Irak i mere end et år, og premierminister David Cameron har længe presset på for, at indsatsen mod Islamisk Stat også skulle udvides til Syrien.

- Det er formålet at beskytte den britiske befolkning mod terrorangreb, sagde David Cameron tidligere under debatten.

Den britiske premierminister har især skærpet retorikken efter de blodige angreb i Paris, som Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.

Angrebene kostede 130 mennesker livet.

Storbritannien har på nuværende tidspunkt otte Tornado-kampfly på en britisk base i Cypern.

Under debatten sagde David Cameron desuden, at kløften mellem Vesten og Rusland i spørgsmålet om præsident Bashar al-Assads fremtid i Syrien bliver stadigt mindre.

- Der var en enorm kløft mellem Storbritannien, USA, Frankrig samt Saudi-Arabien på den ene side og så Rusland på den anden side.

- Vi ønskede at se Assad gå af øjeblikkeligt, og de ønskede at se ham blive om muligt for altid. Men denne kløft bliver mindre, tilføjede Cameron og understregede, at han er sikker på fremskridt ved forhandlingerne i Wien om Syriens fremtid.

/ritzau/Reuters