Storbritannien vil luftbombe Islamisk Stat i Syrien

I løbet af ganske få timer kan britiske fly være på vej mod Syrien for at deltage i bombninger mod den militante gruppe Islamisk Stat.

Det er en realitet, efter at det britiske parlament sent onsdag aften har vedtaget, at Storbritannien skal indlede luftangreb mod Islamisk Stat i Syrien, skriver Reuters.

Debatten i det britiske parlament stod på hele dagen, inden der efter over ti timers debat skulle stemmes.

397 stemte for, mens 223 var imod forslaget.

Britiske styrker har bombet i Irak i mere end et år, og premierminister David Cameron har længe presset på for, at indsatsen mod Islamisk Stat også skulle udvides til Syrien.

- Jeg mener, at parlamentet har truffet den rigtige beslutning for at holde Storbritannien sikker - militær deltagelse i Syrien er en del af en bredere strategi, skriver Cameron på Twitter efter afstemningen.

Den britiske premierminister har især skærpet retorikken efter de blodige angreb i Paris, som Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.

Angrebene kostede 130 mennesker livet.

Storbritannien har på nuværende tidspunkt otte Tornado-kampfly på en britisk base i Cypern, hvorfra de deltager i kampen mod Islamisk Stat i Irak.

Under debatten sagde David Cameron desuden, at kløften mellem Vesten og Rusland i spørgsmålet om præsident Bashar al-Assads fremtid i Syrien bliver stadig mindre.

- Der var en enorm kløft mellem Storbritannien, USA, Frankrig samt Saudi-Arabien på den ene side og så Rusland på den anden side.

- Vi ønskede at se Assad gå af øjeblikkeligt, og de ønskede at se ham blive om muligt for altid. Men denne kløft bliver mindre, tilføjede Cameron og understregede, at han er sikker på fremskridt ved forhandlingerne om Syriens fremtid i Wien.

Indenrigspolitisk i Storbritannien har spørgsmålet om britiske bomber i Syrien skabt dybe kløfter - blandt andet internt i oppositionspartiet Labour.

Her anbefalede partiets leder, Jeremy Corbyn, et nej ved onsdagens afstemning, men omkring 70 af Labours 231 parlamentarikere stemte for luftmissionerne i Syrien ifølge BBC.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip