Storbritannien vil screene for ebola i lufthavne

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

Storbritannien siger, at det vil begynde at foretage "forbedrede screeninger" i kampen mod ebola - blandt andet ved lægeundersøgelser af rejsende fra Vestafrika - i lufthavnene Heathrow og Gatwick og ved Eurostar jernbaneterminaler.

- Forbedrede screeninger vil blive indført øjeblikkeligt i London-lufthavnene Heathrow og Gatwick, og ved Eurostar togterminaler, hedder det i en erklæring fra den britiske regering.

Meddelelsen kommer efter, at fem amerikanske lufthavne har besluttet at begynde at tage temperaturen på passagerer, der ankommer fra Vestafrika.

- Langt de fleste af de rejsende, der kommer fra Guinea, Liberia og Sierra Leone, de tre lande, der er hårdest ramt af epidemien, vil blive screenet fra weekenden, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, James Earnest, onsdag.

De lufthavne, der indfører screeningen, er John F. Kennedy International i New York, Washington Dulles International, Chicago O'Hare International, Hartsfield-Jackson Atlanta International og Newark Liberty International i New Jersey.

Tilsammen udgør de fem knudepunkter destinationen for 94 procent af de folk, der rejser til USA fra de tre hårdest ramte lande.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anslår, at ebola har dræbt over 3800 mennesker i det vestlige Afrika.

En spansk sygeplejerske, der er blevet diagnosticeret med ebola, var torsdag aften i "alvorlig fare for at dø", da hendes tilstand blev forværret, oplyser myndighederne i Madrid.

- Hendes tilstand er forværret, siger en talskvinde for hospitalet, hvor sygeplejersken Teresa Romero, 44 år, er indlagt.

Kvinden har en mistanke om, at smitten er overført via de beskyttelseshandsker, som er en del af sikkerhedsudstyret for sundhedsarbejdere, der omgås ebolapatienter. Hun var i sidste måned med til at behandle en præst i Madrid, der var hjemsendt fra Sierra Leone og efterfølgende døde af ebola.

Syv mennesker er isoleret i Madrid og bliver observeret for sygdommen, efter at de har været i kontakt med kvinden.

I et tegn på, at sygdommen kan være andre steder i Europa, er en britisk mand, der var under mistanke for at være blevet smittet, torsdag død i Makedonien.

/ritzau/Reuters