Storbritanniens farvel til EU sænker den globale vækst

Skrevet af admin

19/07/2016

Mest læste i dag

Storbritanniens beslutning om at forlade EU vil sænke den globale økonomiske vækst frem mod 2017. Det vurderer Den Internationale Valutafond tirsdag.

På verdensplan var det i april vurderet, at økonomien ville vokse med 3,4 procent frem mod næste år. Den vurdering er nu ændret til 3,1 procent.

I Europa går brexit-beslutningen hårdest ud over Storbritannien, der ifølge valutafonden må forvente, at økonomien nu blot stiger 1,3 procent frem for vurderingen i april på 1,7 procent frem mod 2017.

- Brexit-afstemningen medfører en væsentlig stigning i den økonomiske, politiske og institutionelle usikkerhed, der skønnes at have negative makroøkonomiske konsekvenser især i de mere udviklede europæiske økonomier.

- Fortsat usikkerhed vil formentlig spille en rolle i forbindelse med forbrug og særligt med investeringer, lyder det i en meddelelse fra valutafonden.

Blandt de lande, der vurderes at gå en særlig mørk fremtid i møde, nævner fonden Nigeria, der lige nu har den største økonomi i Afrika.

Årsagen er i særlig grad, at Nigeria på det seneste har oplevet faldende indtægter fra olie, hvilket er landets vigtigste indtægtskilde.

/ritzau/