Storbyernes bykonger ser positivt på ny økonomiaftale

»Aftalen tager afsæt i skoleforliget mellem Folketingets partier og vil derfor betyde et løft til folkeskolen. Samtidig giver aftalen mulighed for at styrke det nære sundhedsvæsen, herunder den forebyggelse og genoptræning, der foregår i kommunalt regi,« skriver borgmester i Aarhus Kommune, Jakob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.

Rammerne for kommunernes økonomi for 2014 blev i høj grad fastlagt i regeringens vækstplan tidligere på året. Der er afsat 230,5 milliarder kroner til kommunal service og 18,1 milliarder kroner til anlæg. Beløbene lægger sig op af rammerne for tidligere år, og forudsætter stadig en stram økonomi, mener Aarhus’ borgmester.

»Der er tale om en stram aftale, som dog samlet set giver kommunerne lidt ekstra luft i økonomien. Umiddelbart vurderet betyder det, at vi i Aarhus Kommune kan holde balance i økonomien uden udsigt til sparerunder. Men det er fortsat helt nødvendigt med en stram styring af Aarhus Kommunes økonomi og fortsat fokus på modernisering og effektiv drift,« siger Jakob Bundsgaard.

Af aftaleteksten fremgår det, at man afsætter en milliard kroner til efteruddannelse af lærere frem til 2020, ligesom der i de kommende tre år er afsat 1,8 milliarder kroner til de kommuner, som har særlige udfordringer på skoleområdet. Derudover har man valgt at give kommunernes anlægsinvesteringer et løft på to milliarder kroner.

»Jeg er særligt glad for, at kommunerne slipper for et loft over vores anlægsinvesteringer i 2014. København vokser med 10.000 indbyggere om året, og vi har behov for at investere mere end 12 milliarder kroner de næste fire år. Dermed bidrager vi i København til at skabe vækst i Danmark og 15.000 nye jobs,« skriver overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder desuden, at der overføres 300 millioner kroner til forebyggelse og sundhed fra andre steder i budgettet.

Dagens Gossip