Store byer ser ud til blive på socialdemokratiske hænder

Selvom exitprognoser tirsdag aften tyder på, at Socialdemokraterne må se sig slået tilbage med over fem procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2009, så er der lyspunkter for det gamle arbejderparti på valgaftenen.

For takket være markant fremgang til Enhedslisten ser Socialdemokraterne ud til at kunne bevare magten i landets største byer.

Enhedslisten står til at blive næsten tre gange så stor som ved kommunalvalget i 2009 med 8,1 procent af stemmerne.

I København har hver femte vælger stemt på partiet, og Enhedslisten ser ud til at blive det næststørste parti efter Socialdemokraterne. Dermed kan Frank Jensen (S) fortsætte som overborgmester, meddelte han tirsdag aften.

I Aarhus går Socialdemokraterne ifølge DR's exitprognose ganske vist tilbage fra 14 til 12 mandater, og SF barberes ned fra fem til to mandater.

Men selvom Venstre går frem fra fem til seks mandater, så betyder Enhedslistens fremgang fra et til tre mandater, at Socialdemokraterne sammen med SF og Enhedslisten har i alt 17 ud af byrådets 31 pladser.

I Odense lyder prognosen, at Socialdemokraterne med Anker Boye i spidsen kun går et enkelt mandat tilbage fra 10 til ni.

SF går markant tilbage fra seks til to mandater, men det modsvares af en fremgang på to mandater til Enhedslisten, og Anker Boye ser ud til at fortsætte som borgmester.

Også i Aalborg stormer Enhedslisten ind i byrådet med fire mandater med spidskandidaten Per Clausen i front, viser exitprognose fra DR. Ved kommunalvalget i 2009 var Enhedslisten slet ikke repræsenteret i byrådet.

Enhedslisten er ifølge exitprognosen det tredjestørste parti i Aalborg efter Socialdemokraterne og Venstre. Til gengæld mister SF fire mandater.

Exitprognosen, som Epinion har lavet for DR Nyheder, viser tirsdag aften, at Socialdemokraterne og SF står til at blive valgets store tabere.

Socialdemokraterne står til blot 25,3 procent af stemmerne på landsplan, hvilket er en tilbagegang i forhold til de 30,7 procent af stemmerne, som partiet fik for fire år siden.

Venstre ligger til en fremgang på knap to procentpoint og står med 27 procent af stemmerne til at overtage Socialdemokraternes plads som det største parti på kommunalt plan.

Dansk Folkeparti står til at levere en fremgang på 2,9 procentpoint, mens Liberal Alliance springer fra 0,3 til 2,7 procent.

Konservative går derimod ifølge prognosen tilbage fra 11,0 til 7,0 procent. Partiet så dog ud til at bevare magten på Frederiksberg, hvor man har siddet på magten i 104 år.

Klokken 22.20 var 45,8 procent af stemmerne talt op i hele landet. 1049 valgsteder havde gjort stemmerne op.

/ritzau/

Dagens Gossip