Store forskelle i prisen på børnepasning

Skrevet af Elo Christoffersen

05/02/2013

Dagens topnyheder

Forældrene i Allerød må punge langt mere ud end forældre i Haderslev, når de skal betale regningen for at få deres børn i institution. De to kommuner er henholdsvis den dyreste og den billigste. Det viser en ny rapport, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Forældre til et dagpleje- eller vuggestuebarn og et børnehavebarn i Allerød må af med 4503 kroner om måneden. I Haderslev er prisen 2820 kroner.

Forklaringen på den lave pris i Haderslev kan være, at prisen på mad i vuggestuen ikke er indregnet her. Men da flere kommuner ligger på niveau med Haderslev, selvom maden er indregnet, viser rapporten, at der er store forskelle i prisen på børnepasning landet over.

Forældrene i de billigste kommuner skal dog ikke glæde sig for tidligt. For den del af prisen på en institutionsplads, der betales af forældrene, er fastsat af den enkelte kommune som en procentsats på højst 25 procent af den fulde pris på pladsen.

Lav forældrebetaling kan derfor afspejle, at en kommune bruger for lidt penge på daginstitutionerne, advarer sektorformand i FOA Jakob Sølvhøj.

- Der er grund til at tro, at forældrebetalingen afspejler normeringsforholdene. Så når forældrene betaler en lav pris, får de med stor sandsynlighed også en discountnormering med alt for lidt personale per barn, siger han.

Rapporten viser også, at forældrebetalingen ikke er steget nævneværdigt, siden regeringen i 2011 bevilgede 500 millioner kroner til normeringer i daginstitutionerne. Penge der langt hen ad vejen endnu ikke er brugt på normeringer.