Store forskelle på udrykningstider til brande

Mens en brandudrykning gennemsnitligt tager fire minutter og tre sekunder i Ballerup Kommune, må borgere i Herning for eksempel gennemsnitligt vente i knap 11 minutter. Og langelændere må vente i mere end 13. Det viser tal for 2013, som Søndagsavisen har hentet i Beredskabsstyrelsens Statistikbank.

I alt er den gennemsnitlige ventetid mere end 10 minutter i 28 af landets 98 kommuner, og det kan være altafgørende, om der går 5-6 minutter eller 10-12 minutter, inden brandvæsenet er fremme.

- Hvert minut tæller ved en brand. Når man taler hastighed på brandudbredelse, siger vi, at i opadgående retning tager det sekunder, til siden tager det minutter, og nedad tager det timer. Så forskellen på, om man er fremme efter fem eller ti minutter, kan i de værste tilfælde være helt afgørende, siger Ib Bertelsen, der er direktør i Dansk Brand- og Sikringsinstitut og tidligere viceberedskabschef, til Søndagsavisen.

I dag er det eneste landsdækkende hastighedskrav, at brandbilerne skal være rykket ud fra stationen senest fem minutter efter alarmen. Derfra bestemmer de enkelte kommuner selv, hvor lang en udrykningstid er acceptabel. Men det kan der blive lavet om på, når der fra første maj skal diskuteres strukturreform af de danske beredskaber.

- Det interessante er jo ikke, hvornår man er kørt af sted, men hvornår man er fremme hos borgeren. Derfor håber jeg, at vi kan få nogle mere overordnede krav om udrykningstider, siger formand for foreningen af kommunale beredskaber Niels Mørup,

Halvdelen af den danske brandstyrke – og i nogle kommuner hele styrken – består af frivillige, der først skal ind på stationen fra arbejdet eller hjemmet, inden de kan rykke ud. Og netop de frivillige kan blive et fokuspunkt i en kommende reform.

- I København er det jo fuldtidsansatte, der sidder klar til at rykke ud, og måske skal vi have fuldtidsansatte i alle kommuner. Det glæder vi os til at se på, når strukturudvalget har udarbejdet deres rapport i starten af maj, siger Christian Thoning Andersen, der er beredskabsordfører for Venstre.

Dagens Gossip