Store skiftedag i S: Ny dreng får stor post

Efter regeringsrokaden i sidste uge har Socialdemokraterne fordelt ordførerskaber, og det lader til, at den tidligere SF-profil Jesper Petersen (S) stiger markant i graderne.

Således erfarer DR og TV2, at Jesper Petersen bliver ny finansordfører for socialdemokraterne.

Ifølge TV2 bliver tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen som ventet indstillet som ny gruppeformand, mens Magnus Heunicke fortsætter som politisk ordfører.

Mette Gjerskov bliver formand for Udenrigspolitisk Nævn i stedet for Jeppe Kofod. Han mister samtidig titlen som udenrigsordfører til partiets tidligere finansordfører John Dyrby Paulsen.

Trine Bramsen bliver ny retsordfører i stedet for Ole Hækkerup.

De nye poster bliver vedtaget på et gruppemøde tirsdag formiddag klokken 11.

/ritzau/

 

Dagens Gossip