Store ulande vil have en klimaaftale nu

Skrevet af admin

08/12/2015

Dagens topnyheder

Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika vil have en klimaaftale i Paris og optræder meget konstruktivt og fleksibelt i forhandlingerne.

Det understreger Sydafrikas miljøminister, Edna Bomo Molewa, på et fælles pressemøde på klimatopmødet COP21 for klodens fire sværvægtere blandt ulandene - kaldet Basic-landene.

- Basic-gruppen vil gerne vise, at vi alle handler i vore respektive lande, for vi er gode verdensborgere og arbejder på at skære CO2-udledningen ned, siger hun.

De fire landes udtalte støtte til forhandlingerne i Paris står i markant modsætning til deres langt mere modstræbende holdning over for at indgå en global aftale på det kuldsejlede klimatopmøde i København i 2009.

Ministrene fra de fire lande gør det imidlertid klart, at de kun vil yde deres, hvis de rige lande som lovet mobiliserer 100 milliarder dollar (700 milliarder kroner) årligt fra 2020 i klimafinansiering til klodens fattige lande.

- Handling i ulandene afhænger meget af, om de rige lande holder deres løfter om finansiering og teknologioverførsel. Det er simpel logik, siger Indiens Prakash Javadekar.

Pengene fra offentlige og private kasser skal gå til grøn omstilling og tilpasning til det ændrede klimas tørke, ekstremvejr og oversvømmelser.

Basic-landene gør det samtidig klart, at de ikke accepterer en opgørelse fra de rige landes samarbejdsorganisation, OECD. Den sagde i oktober, at der indtil nu er skaffet 62 milliarder dollar.

- Vi anerkender ikke, at man medregner penge to gange, siger Prakash Javadekar.

Basic-gruppen mener, at ilandene har benyttet kreativ bogføring og indregnet allerede bevilget ulandsbistand i beløbet. De efterlyser større gennemsigtighed, siger Xie Zhenhua fra Kina.

- Vi anerkender ikke beregningerne. Derfor er transparens så vigtig - vi må vide, hvor pengene kommer fra, og hvad de går til, siger Xie.

De fire ulandsgiganters ministre glider af på spørgsmål om, hvor store juridisk bindende forpligtelser de selv vil påtage sig i en ny aftale. Alle fire henviser til FN's klimakonvention fra 1992, der klart sondrer mellem rige landes og ulandenes ansvar.

Men, siger Prakash Javadekar fra Indien på spørgsmålet om, hvor Basic-gruppens "røde linje" går på topmødet: - Vi har kun grønne linjer - ingen røde!

/ritzau/