Storhed, kaos og kollaps

Tour de France nummer 100 nåede et klimaks med de historiske to passager af Alpe d’Huez. Mere end en halv million tilskuere var på plads, flere timer inden første rytter dukkede op. Og der var gåsehudsgaranti ved synet af det spraglede felt, som passerede så tæt på tilskuerne og i en fart, så man kunne se og sanse anstrengelserne. Faktisk kunne man på toppen af Alpe d’Huez se Andy Schlecks svedperler falde fra næsetippen, da han sammen med Pierre Rolland og Wouter Poels kom forbi på jagt efter dagens tidligere udbrydere.

Det var et syn for cykelguderne og de mange fremmødte disciple fra alverdens lande på bjerget. De skulle få sig en vibrerende, actionbetonet etape, hvor Riis og Team Saxo-Tinkoff spillede med både muskler og strategi på det store tegnebrædt. Inden det danskbaserede hold sluttede dagen som de helt store tabere.

Podiet vakler

Alberto Contador fik ganske vist klamret sig til sin aktuelle andenplads med det yderste af neglene. Men podiet vakler under den en gang så suveræne etapeløbshaj, der sammen med Roman Kreuziger forsøgte at presse Chris Froome til fejl. Det skete på den lumske nedkørsel fra Col de Sarenne, og flot så det ud, da Kreuzigers skarpe teknik åbnede et hul på 20 sekunder med Contador i slipstrømmen.

Mere blev det så ikke til. I sidste ende kom Roman Kreuziger til at betale prisen ved at miste sin tredjeplads, da han sammen med en totalt flad Contador og en tilfreds Jakob Fuglsang rullede i mål.

Fuld risiko

- Vi har hele tiden sagt, at det vigtigste for os er den samlede sejr, og at vi ville risikere det hele for at tage den, og dét gjorde vi i dag, men benene var bare ikke til at gøre det færdigt. Og det kan vi være skuffede over og være bagkloge, men forsøger du intet, vinder du intet, erklærede Team Saxo-Tinkoff sportsdirektør Fabrizio Guidi efter Alpe-ridtet.

Chris Froome, løbets mand i den gule trøje, var langt fra imponeret over sin nærmeste rivals kørsel.

- Jeg tror, deres hensigt var et presse mig, da de stak af på nedkørslen, men det kostede dem energi, de skulle have brugt til sidst, da vi skulle op ad Alpe d’Huez anden gang, erklærede Froome.

Sårbar

Team Sky-kaptajnen blev ellers sårbar, da han gestikulerede lettere panisk og måtte have forplejning inden for de sidste fem kilometer fra en stærkt kørende Richie Porte.

- Jeg var ved at gå sukkerkold, indrømmede Froome, som blev tildelt 20 sekunder tidsstraf for at have modtaget forplejning inden for de sidste 10 km.

- I dag er jeg vildt taknemmelig for at have Richie Porte ved min side. Han lavede et super, super stykke arbejde, lød det fra Froome, som forudser endnu en hård dag i Alperne fredag.

- Det er formentlig den hårdeste etape i Tour de France, der venter os, vurderer den 28-årige brite.

Jakob Fuglsang konsoliderede sin top 10 placering med endnu en solid præstation, da han efter colombianer-klatreren Nairo Quintanas forceren fandt sin egen rytme uden at gå for dybt.

Kørsel med den invendige side af hovedet. Ikke for meget, og ikke for lidt.

Dagens Gossip