Storm: Storebæltsbroen forventer at lukke klokken 16

Stormen, der er på vej ind over Danmark, ventes at forstyrre trafikken over Storebælt og Øresundsbroen.

En vindvarsel fraråder kørsel for høje, lette køretøjer på Storebæltsbroen, og mellem klokken 15.00 og 19.00 ventes Storebæltsbroen helt lukket, fordi vindstyrken i det tidsrum kan nå over stormstyrke på 25 meter per sekund.

Det oplyser kommunikationschef Lene Thomsen fra Storebælt.

Samme situation gælder for Øresundsbroen, der også vil lukke ved en vindstyrke på 25 meter i sekundet. Allerede mandag middag var hastigheden over broen nedsat til 70 kilometer i timen.

- Det er standardprocedure, at vi nedsætter hastigheden ved en vindstyrke på over 15 meter i sekundet og yderligere begrænsninger ved 20 sekundmeter. Togene fortsætter med at køre indtil en vindhastighed på 34 meter i sekundet.

- Vi forventer, det bliver værst for os mellem klokken 15.00 og 18.00, oplyser Øresundsbroens pressekontakt Jens Gender.

Da Mols-Linien også har indstillet sine eftermiddagsafgange mellem Aarhus og Odden er tog- og flyafgang de eneste muligheder for at komme over Storebælt.

DSB oplyser, at driften forventes at gå som planlagt med afgangene over Storebælt og Øresund.

Lufthavnene i Kastrup, Billund og Aalborg vurderer ikke, at vejrforholdene forhindrer fly i at lande eller lette i deres lufthavne.

/ritzau/

Dagens Gossip