Stormen: En danseforestilling med nærvær og intimitet

Forestillingen består af to dele, ’Riverside’ og ’End of Loneliness’. Stormen skildrer to tilgange til de samme grundlæggende følelser og til dét at være et menneske i følelsernes vold. Forestillingen er skabt af koreografen Tim Rushton.

I ’Riverside’ har Tim Rushton valgt at tage afsæt i Agnes Obels sanselige og intime lydrum. På scenen møder vi en mand, der slås med sig selv, fordi han manisk forsøger at organisere verden. Musikken i forestillingen bruger naturen som billede med dens dale, bakker, frostbelagte grene og rindende vandløb.

Midt i landskabet står en mand, der slås med sig selv, og en kvinde, som forsøger at hjælpe ham. Den danske multikunstner og avantgarde modedesigner Henrik Vibskov har designet kostumerne til ’Riverside’.

’End of Loneliness’ er en moderne parafrase over bryllupsritualet. Den er fyldt med graciøse og kraftfulde asiatisk inspirerede trin til lyden af perkussionist Mathias Friis-Hansen pulserende, rytmiske og distinkte trommebrag.

Iført besnærende og elegante sorte stammekostumer danser Dansk Danseteaters dansere som arkaiske krigere, sensuelt og urmenneskeligt, med det formål at hylde kærligheden. ’End of Lonelines’ blev oprindeligt koreograferet til danserne fra Beijing Dance Theatre. Den blev første gang opført på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i maj 2012.

Forestillingen, som har Kolding Teaterforening som arrangør, starter klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Dagens Gossip