Stormen lukker Storebæltsbroen

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Storebæltsbroen lukker nu på grund af storm, lastbiler bør søge væk fra motorvejen og alle bør undlade at køre over Langelandsbroen, oplyser Fyns Politi.

Storebælt A/S forventer, at stormen er stilnet nok af til at genåbne broen senere mandag aften.

- Vi har lukket broen for al biltrafik på grund af stormen. Vi forventer at kunne åbne den igen klokken 19, siger kommunikationschef fra Storebæltsbroen Lene Gebauer Thomsen.

Den nye Lillebæltsbro, Siødæmmingen og Alssundsbroen er også lukket, og den sønderjyske motorvej er spærret ved Kliplev, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der råder borgere i Fredericia til at holde sig indenfor på grund af flyvende tagsten.

Samme varsel gælder nu fynboerne.

- Stormen er nu meget voldsom. Bliv indenfor og følg med på tv og radioen, skriver Fyns Politi på Twitter.

Også togtrafikken er ramt af stormen i det sydlige Jylland.

- Der er væltet træer ned over banelegemet ved Gørding. Derfor er togtrafikken indstillet indtil videre, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Stormen giver så mange problemer, at politiets telefoner er rødglødende.

- Nu kommer der så mange opkald til politiet, at man bedes afvente med at ringe til politiet, hvis situationen ikke er livstruende, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Politiet beder derfor om, at man venter med at ringe om væltede træer. Lige nu prioriteres opkald - og væltede træer får pt. lov at vente, lyder det.

Scanlines oplyser, at flere afgange mellem Gedser og Rostock er aflyst på grund af blæst.

/ritzau/