Storsejr til Lindberg & co. i Champions League

HSV Hamburg fik torsdag aften en sikker sejr på hjemmebane over Gorenje Velenje i Champions League.

De tyske favoritter satte sig solidt på opgøret fra start, og de endte med at køre en stensikker sejr hjem i målorgiet, der sluttede 41-32 til HSV efter en pauseføring på 21-13. Dermed topper tyskerne Champions Leagues gruppe D, der også tæller de danske mestre fra Aalborg Håndbold, med maksimumpoint efter to kampe. Det samme har Flensburg-Handewitt, men HSV topper puljen med en bedre målscore.

Hamburgs tre danskere - Hans Lindberg, Henrik Toft Hansen og Markus Cleverly - var alle i aktion i opgøret, hvor HSV-træner Martin Schwalb skiftede flittigt ud, så han kan udnytte ressourcerne optimalt i et hårdt kampprogram med kampe i både Champions League og Bundesligaen.

Henrik Toft Hansen fik mest spilletid af danskerne, og stregspilleren kvitterede med en fin indsats, der blandt andet bød på tre scoringer. Markus Cleverly leverede ligeledes en godkendt præstation, da han fik hele første halvleg i målet. Hans Lindberg var på banen i anden halvleg, og højrefløjen noterede sig for fem scoringer - heraf fire på straffekast.

Næste opgave for HSV i Champions League bliver den 13. oktober, hvor de skal en tur til Nordjylland og i kamp mod Aalborg Håndbold.

Dagens Gossip