Storskydende Møllgaard har glædet sig til slutspillet

Skrevet af admin

14/03/2014

Dagens topnyheder

Skjerns landsholdsprofil Henrik Møllgaard var om nogen manden bag vestjydernes imponerende 38-27-sejr ude over Århus Håndbold i den første slutspilskamp torsdag aften.

Møllgaard, der har høvlet mål ind i grundspillet, scorede hele 11 gange mod Århus, og selv om han er fra Vestjylland, indrømmer han gerne, at skudarmen er godt kørende for tiden.

- Formen er god i øjeblikket, og jeg har glædet mig meget til at spille det her slutspil, siger han.

- Vi har haft en rigtig god sæson, hvor vi gerne ville have vundet grundspillet, men vi fik smidt det i sidste øjeblik og blev desværre kun nummer to.

Med torsdagens sejr topper Skjern, der har to point med fra grundspillet, klart sin slutspilspulje, der - ud over Århus - også tæller GOG og Team Tvis Holstebro.

Og Møllgaard lægger ikke fingre imellem, når det kommer til Skjerns målsætning for resten af sæsonen.

- Jeg synes, at vores form gør, at vi går efter at vinde puljen, og alt andet end en semifinale er uacceptabelt.

Gæsterne satte sig fra første minut af tungt på begivenhederne torsdag aften i NRGi Arena i Aarhus. Og det var kun en ukoncentreret periode i anden halvleg, der forhindrede en større øretæve til hjemmeholdet.

- Jeg føler, at vi var langt bedre, end Århus var. Men vi er da lidt frustrerede over, at vi ikke lukkede kampen lidt tidligere. Vi får inviteret dem lidt inden for i anden halvleg, og det er ikke sikkert, at det går i de næste par kampe, siger Møllgaard

- Men vi spiller virkelig flot angrebsspil i dag, og det er kun, når vi begynder på vores individuelle ting, at vi smider bolden væk. I resten af kampen spiller vi usandsynligt disciplineret, og det var noget af det bedste, vi har præsteret i denne sæson.

Skjerns næste opgave er hjemmeopgøret mod GOG på onsdag.

/ritzau/