Storstrejke kan tømme svenske butikshylder

Mange svenske butikshylder risikerer at blive tømt for varer, og fabrikker i broderlandet kan blive nødsaget til at skrue ned for produktionen.

Sådan ser situationen ud i Sverige, hvor en varslet storstrejke på transportområdet står til at bryde ud onsdag ved middagstid.

Det svenske transportarbejderforbund går i strejke, efter forhandlingerne med arbejdsgiverne brød sammen natten til onsdag. Stridens kerne handler om transportarbejdernes lønninger.

Strejken indebærer, at arbejdet på 24 godsterminaler rundt omkring i Sverige ophører fra klokken 12. Det gælder blandt andet i Københavns søsterby, Malmø, ifølge oplysninger fra avisen Expressen.

Derudover står det endnu ikke helt klart, hvilke konsekvenser strejken får. Men arbejdsgiverne vurderer, at 70 til 80 procent af godstrafik på vejene i Sverige derefter går i stå.

Arbejdsgiverne har samtidigt varslet lockout fra torsdag af alle lastbilchauffører, som dermed står uden arbejde.

/ritzau/TT

 

Dagens Gossip

Dagens TV