Stort auktionshus solgte falsk skulptur af Rodin

Skrevet af admin

13/01/2015

Dagens topnyheder

Et verdenskendt auktionshus i London er det påståede offer i en dansk sag om bedrageri med en skulptur af Rodin.

Tre mænd på 47, 56 og 70 år sigtes af Københavns Politi for groft bedrageri.

De forsøgte at få Christie's til at sælge et eksemplar af Auguste Rodins "Grubleren" - selv om de ifølge politiet vidste, at det var en kopi.

Mændene, der er beskyttet af navneforbud, nægter sig skyldige. De afhøres tirsdag i et grundlovsforhør i Københavns Byret bag lukkede døre.

Retsmødet trækker længe ud. Det begyndte ved 9.30-tiden, og klokken 17 har man kun nået at afhøre to af de anholdte.

Sidst på eftermiddagen er det uklart, om anklageren, advokaturchef Per Justesen, vil begære dem varetægtsfængslet.

Som nævnt er det politiets påstand, at mændene ville forsøge at føre Christie's bag lyset ved manøvren. De satsede på at opnå seks millioner kroner, har politiet oplyst mandag.

Men faktisk blev præcis den skulptur, som sigtelsen drejer sig om, solgt af Christie's midt i 1990'erne, oplyses det tirsdag fra anden side til Ritzau.

Spørgsmålet er så, hvordan Christie's kan have været forsøgt bedraget, når auktionshuset selv tidligere har solgt genstanden.

Dette spørgsmål ønsker Københavns Politi ikke at besvare tirsdag. Vicepolitiinspektør Torben Svarrer giver som begrundelse, at retsmødet holdes bag lukkede døre af hensyn til politiets fortsatte efterforskning.

I forbindelse med anholdelserne mandag blev flere adresser i København og Nordsjælland opsøgt og ransaget af betjente fra Københavns Politi.

Det er politiet, der på baggrund af efterforskningen af en anden sag har rejst mistanken om forsøg på groft bedrageri.

Christie's har ikke selv anmeldt den påståede lovovertrædelse til myndighederne, bekræfter auktionshuset i en mail til Ritzau. Men derudover ønsker man ikke at kommentere sagen.

Auguste Rodin er en verdenskendt fransk billedhugger. Han døde i 1917. Der blev fremstillet en stribe versioner af "Grubleren" i hans levetid. Efterfølgende blev der produceret flere på baggrund af den samme form.

Tilsyneladende skelner eksperterne nøje mellem de første og de senere versioner.

/ritzau/