Stort flertal i Sunderland stemmer for at forlade EU

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Et stort flertal af vælgerne i den nordengelske by Sunderland har stemt for, at Storbritannien skal melde sig ud af EU.

Det viser det officielle resultat fra City of Sunderland, som er den femte kreds, der er talt op og den første med flertal for at forlade EU.

61 procent har stemt "leave", mens 39 procent har sat kryds ved "remain". Det var forventet, at et flertal i byen ville stemme for at forlade det europæiske samarbejde, men ifølge BBC er sejren til EU-modstanderne større end forventet.

De første resultater fra optællingen af stemmer ved torsdagens britiske EU-afstemning er derudover kommet fra henholdsvis enklaven Gibraltar, Newcastle upon Tyne og Orkney-øerne.

I Gibraltar, som var den første kreds til at melde sit resultat, har hele 96 procent stemt for at blive i EU, viser den officielle optælling.

Omkring 23.000 vælgere havde mulighed for at stemme i Gibraltar, og 84 procent benyttede den mulighed.

I Newcastle upon Tyne var det som forventet mere tæt. Her har 50,7 procent stemt for at blive i unionen, mens 49,3 procent stemte for at melde sig ud.

På Orkney-øerne har 63 procent stemt for at blive i EU.

Der mangler fortsat resultater fra over 350 kredse.

Ved 3-tiden ventes den første større bølge af resultater fra 22 valgkredse. Ved 4-tiden menes to femtedele af valgkredsene at være talt op, og ved 6-tiden er det formentlig oppe på ni ud af ti, skriver The Guardian.

/ritzau/