Stort nederlag til politiet i sag om påstået kunstsvindel

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Efter et næsten 11 timer langt retsmøde i Københavns Byret er tre mænd tirsdag aften blevet løsladt i en sag om en påstået svindel med en skulptur af billedhuggeren Auguste Rodin.

- Der er ikke en begrundet mistanke om sigtelsen, siger dommer Jacob Scherfig efter det maratonlange grundlovsforhør.

Mændene er henholdsvis 47, 56 og 70 år. De så udmattede men lettede ud, da de kunne forlade retslokalet og skulle have fat i de beslaglagte telefoner og andre ejendele.

Københavns Politi anholdt mandag i en storstilet aktion mændene på adresser i København og i Nordsjælland.

Påstanden er, at de ville føre auktionshuset Christie's i London bag lyset ved at sætte en angiveligt falsk udgave af den kendte skulptur "Grubleren" til salg.

Politiet har oplyst, at den ville indbringe mindst seks millioner kroner.

Men da skulpturen tilsyneladende er falsk, er der ifølge politiet tale om et forsøg af groft bedrageri.

Efter dommerens kendelse er der også vrede at spore hos mændene, der kommer fra forretningslivet.

- Det er mest uretfærdige, jeg nogensinde har oplevet i mit liv, siger den yngste, inden hans advokat fører ham væk fra retslokalet.

Forsvareren for den ældste beklager, at han intet må sige om sagen, fordi dommeren lukkede døre på politiets krav.

- Det er et kæmpe nederlag til anklagemyndigheden, nøjes advokat Henrik Høpner med at sige.

Over for Ritzau har det verdenskendte auktionshus i London tirsdag bekræftet, at man ikke selv har anmeldt en sag om svindel til myndighederne.

Mistanken er opstået hos Københavns Politi, hvor betjente er stødt på det påståede kriminelle forhold i forbindelse med en undersøgelse af den 56-åriges forhold.

"Grubleren" blev indleveret til vurdering hos Christie's for mere end et år siden.

Præcis den samme figur blev solgt af Christie's i midten af 1990erne til en dansk mand.

Dermed har auktionshuset altså - såfremt politiets påstand er sand - for snart 20 år siden have solgt en skulptur, som er en kopi og ikke den ægte vare.

Dette forhold ønsker hverken Christie's eller Københavns Politi at kommentere.

Efter løsladelsen ønsker anklageren, advokaturchef Per Justesen, ikke at udtale sig til pressen.

De tre mænd er alle beskyttet af navneforbud.

/ritzau/