Stort rejseselskab tilbyder gæster gratis parkering i Vamdrup

Skrevet af Elo Christoffersen

28/12/2013

Dagens topnyheder

Det store landskendte rejseselskab, Gislev Rejser, opretter fra 1. januar 2014, som noget helt nyt og hidtil ukendt, gratis parkering i Vamdrup for de af rejseselskabets mange gæster, der vælger at køre i egen bil til og fra Gislev Rejsers mange busser som har det sydlige udland som mål. Det skriver Vamdrup Netavis.

Til formålet har rejseselskabet lejet et stort areal hos den store bil klargøringsvirksomhed, Dansk Auto Logik A/S, med adresse Koldingvej 7 i Vamdrup. Og det er lige ved Rute 25, Kolding-Tønder.

Her tilbydes selskabets rejsegæster, at de gratis kan parkere deres private biler bag lås og slå i et indhegnet område, mens de er på rejse i udlandet.

Det betyder, at Gislevs Rejsers mange busser fra 1. januar, hvis der er gæster at optage eller afsætte, lægger turen forbi den nye parkeringsplads i Vamdrup.

Gislev Rejser kalder det tiltag Autologik/Gislev Parkering Syd.