Straffesag mod spekulanter bygger på forkerte tal

Skrevet af admin

18/01/2016

Mest læste i dag

En stor straffesag mod to ejendomsspekulanter og en advokat fra Nordsjælland har gennemgået en gevaldig slankekur.

Kort før den langvarige retssags finale i Retten i Lyngby har de to anklagere besluttet at ændre beløbet i sagens alvorligste forhold.

Oprindeligt lød påstanden, at der var begået skyldnersvig for 82 millioner kroner. Men forleden ændrede anklagerne tallet til 7,7 millioner kroner.

Og det får en af forsvarerne til at kritisere anklagemyndigheden:

- Omend sagen stadig omhandler et betydeligt beløb, må man som forsvarer uvilkårligt stille spørgsmålstegn ved seriøsiteten i sagen, når man 14 dage før sagens forventelige afslutning må reducere hovedforholdet med mere end 90 procent, siger advokat Lars Henriksen.

Sagen begyndte ved retten i februar sidste år. To ejendomsspekulanter, Kristian Kongstad Holm og Kristian Bendz Juul, samt advokat Per Edrén er tiltalt.

Allerede før sagens start har forsvarerne stillet "mange og betydelige spørgsmål" ved de 82 millioner kroner, lyder det fra Lars Henriksen.

En af anklagerne forklarer det dramatiske kursskifte med, at der er kommet nye oplysninger frem under bevisførelsen i retten.

Oplysninger fra vidner stemmer ikke med politiets oprindelige efterforskning. Derfor er der sket, hvad specialanklager Thomas Raaberg-Møller kalder en "nedjustering."

- Det er ikke et særsyn, at anklagemyndigheden nedjusterer undervejs i retten, siger han til Ritzau.

Og det flugter helt med den pligt til objektivitet, som anklagerne skal efterleve, mener han.

- Det viser sig jævnligt, at politirapporterne og efterforskningen er én virkelighed. Og at det er en anden virkelighed, vi hører, når vi kommer i retten og hører vidnerne, tilføjer specialanklageren.

Det nedbarberede forhold hviler på en påstand om, at kreditorerne blev snydt for millioner af kroner, da Kristian Juul gik konkurs i 2009.

Han indgik en stribe lejeaftaler med Kristian Holm. De fleste blev tilbagedateret, og de indebar meget lav husleje eller huslejefrihed i flere måneder. På den måde blev Juuls kreditorer snydt, hedder det.

Andre punkter i anklageskriftet drejer sig om skyldnersvig for yderligere cirka 25 millioner kroner. Desuden er advokaten tiltalt for medvirken til falsk forklaring i fogedretten. Alle tre nægter sig skyldige.

I den kommende uge vil anklagere og forsvarere opsummere sagen over for retten, og dommen ventes i februar.

/ritzau/