Straffespark redder FCK i Poulsens comeback

Skrevet af admin

19/10/2014

Mest læste i dag

FC København måtte kæmpe hårdt for at sikre sig sejren, da det søndag lykkedes at slå Randers FC med 1-0 i Superligaen.

Svenske Alexander Kacaniklic blev matchvinder i Telia Parken med en scoring på et tvivlsomt straffespark før pausen.

Selv om FCK-træner Ståle Solbakken kunne stille med noget nær en idealopstilling mod Randers FC, så er der et godt stykke vej til mesterspillet.

Angriberne Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen, der tilsammen blot har scoret fem ligamål dette efterår, er endnu langt fra det niveau, angrebsduoen viste for to sæsoner siden, da FCK blev mestre.

Den manglende opfindsomhed i offensiven betød, at Randers med ligaens stærkeste defensiv fik lukket ned for det meste i de første 35 minutter.

Et tvivlsomt dømt straffespark begået af Alexander Fischer mod FCK's højreback Tom Høgli blev afgørende i den chancefattige kamp, hvor Alexander Kacaniklic sikkert scorede til 1-0.

Randers-forsvaret var i nogle minutter i ubalance, og kort efter målet kunne Nicolai Jørgensen have lukket kampen, da han fik en friløber. Alene med Randers-keeper Karl-Johan Johnsson afsluttede FCK-profilen svagt direkte ind i målmandens fødder.

Selv om gæsterne umiddelbart før pausen måtte bytte målmand og sende Ögmunder Kristinsson ind til sin ligadebut, så stod defensiven igen godt efter pausen.

Samtidig lykkedes det at skabe chancer i den anden ende, men det var også tydeligt, at Randers mangler en farlig målangriber for tiden.

To minutter før slutfløjt fik 34-årige Christian Poulsen comeback for FCK, da han blev skiftet på banen i stedet for Nicolai Jørgensen. Veteranen, der forlod FCK i 2002 til fordel for Schalke 04, var i en hektisk slutfase med til at stabilisere hjemmeholdets defensiv.

FC København kravler med sejren op på siden af Randers FC på ligaens tredjeplads. De to hold har ni point op til FC Midtjyllands førerhold efter en tredjedel af sæsonen.

/ritzau/