Straffespark sikrer Atletico ny triumf

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Atlético Madrid holder trit med førerholdet FC Barcelona i toppen af Primera Division.

Torsdag aften vandt hovedstadsklubben med 2-1 ude over Granada - begge mål blev scoret på straffespark.

1-0-scoringen stod ligaens topscorer, Diego Costa, for. Den brasiliansk fødte angriber er en kontroversiel herre i disse dage, efter at han har besluttet sig for spille for det spanske landshold i stedet for det brasilianske.

25-årige Costa er ellers noteret for to landskampe for Brasilien, men da der blot var tale om venskabskampe, kan han skifte landshold. Han fik spansk statsborgerskab i sommer.

Angriberen, som nu er noteret for 12 ligamål i denne sæson, scorede i første halvlegs slutfase mod Granada.

Med lidt over 10 minutter tilbage fik Atlético Madrid tilkendt et nyt straffespark, og selvom Costa fortsat var på banen, fik angrebskollegaen David Villa lov til at sparke fra 11-meter-pletten. Den tidligere Barcelona-stjerne svigtede ikke og gjorde det til 2-0.

I overtiden fik udeholdet Filipe udvist og værterne reducerede til 1-2 kort tid derefter, men det var for sent til at hente point.

Sejren betyder, at Atlético Madrid kommer op på 30 point for 11 kampe. Det er blevet til imponerende 10 sejre og blot ét nederlag hidtil.

FC Barcelona topper med 31 point, mens Real Madrid er treer med 25 point.

/ritzau/