Stram dansk byggelov skal til Kina

Når klima-, energi- og bygningminister Martin Lidegaard (R) i morgen i Kina tager første spadestik til Nanjing Green Lighthouse - en tvilling til det danske CO2-venlige byggeri - kan det være første skridt til delvis indførelse af dansk byggelovgivning i det store land, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Med håbet om at inspirere kineserne i bæredygtig retning åbner ministeren desuden et seminar, der tager afsæt i det forstærkede dansk-kinesiske samarbejde om at styrke CO2-løsninger.

Bystyret i Nanjing har store ambitioner om at udvikle en grønnere by, og til det formål samarbejder Energistyrelsen med det kinesiske ministerium for bolig,- by og landdistriktudvikling.

Vicedirektør i Energistyrelsen, Dorte Nøhr Andersen, siger:

- Den gode stramme byggelovgivning i Danmark har vakt genklang i Kina. De bygger ekstremt mange kvadratmeter årligt, og kan man bidrage en smule til at gøre deres byggelovgivning mere miljøvenlig, er der store potentialer. Kineserne har vist interesse i at lære af vores måde at regulere på, siger hun.

Dagens Gossip