Stramning af Egyptens antiterrorlov er nu godkendt

Skrevet af admin

17/08/2015

Dagens topnyheder

Trods protester fra både ind- og udland har Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, søndag godkendt en kontroversiel, ny antiterrorlov.

Loven fastsætter domme fra fem år til dødsstraf for forbrydelser, som anses for at være terrorrelaterede.

Den beskytter også politi- og militærfolk mod retsforfølgelse i forbindelse med antiterroraktioner og åbner mulighed for at give journalister og medier store bøder, hvis de i deres dækning af aktioner mod militante grupper afviger fra den officielle udlægning af hændelserne.

I februar underskrev præsident Sisi den indtil nu gældende antiterrorlov, der giver myndighederne vide beføjelser til at forbyde forskellige grupper - også for forseelser som forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Loven mødte kritik fra menneskerettighedsgrupper, der påpegede, at den kan bruges mod eksempelvis fredelige demonstranter, der blokerer trafikken.

Efter drabet på Egyptens øverste anklager i slutningen af juni bebudede præsident Sisi en stramning af loven. Dagen efter gennemførte islamistiske grupper en række blodige angreb på Sinai-halvøen.

Få dage senere godkendte regering et forslag til en stramning af antiterrorloven.

Efter omfattende protester både i Egypten og internationalt mod loven blev det oprindelige udkast ændret. Blandt andet kunne journalister straffes med fængsel, hvis myndighederne var utilfredse med dækningen af antiterroraktioner.

Nu risikerer journalister "kun" at blive idømt store bøder i den slags sager ifølge loven, som Sisi søndag satte sin underskrift på.

Det islamistiske oprør i Egypten er taget betydeligt til i styrke, siden Sisi - i sin position som daværende hærchef - fjernede præsident Mohamed Mursi fra embedet i sommeren 2013, efter at egyptere i stort antal havde protesteret mod den islamistiske præsidents styre.

Mursi og flere andre ledere fra Det Muslimske Broderskab er siden blevet dømt til døden, og Sisi har slået hårdt ned på både broderskabet og andre islamistiske grupper.

Sisi har stemplet broderskabet som en terrorbevægelse og skelner ikke mellem "brødrene" og andre islamistiske grupper, selvom Det Muslimske Broderskab har taget afstand fra flere terrorangreb og siger, at det fører en fredelig kamp.

/ritzau/Reuters