Strauss-Kahn anklages for at hyre piger til sex-fester

Skrevet af admin

02/02/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere leder for Den Internationale Valutafond (IMF) Dominique Strauss-Kahn er mandag eftermiddag mødt op i retten i den franske by Lille tiltalt for at være aktiv i en prostitutionsring.

Det er fire år efter, at en sexskandale i New York kostede ham hans prestigefyldte bankjob.

Han er anklaget for at være hovedmanden, der hyrede prostituerede til at deltage i sexfester i flere storbyer. Det er en lang rutsjetur for en mand, der var spået at blive Frankrigs næste præsident.

Strauss-Kahn så anspændt ud, da dommeren læste anklagen mod ham og 13 andre medtiltalte højt.

Det er en broget forsamling, der blandt andet tæller direktører for luksushoteller, højtstående politifolk og en bordelejer, der går under øgenavnet "alfonsen Dodo".

- De er anklaget for at hjælpe og tilskynde syv personer til prostitution mellem 29. marts 2008 og 4. oktober 2011, og for at hyre og opmuntre de samme personer til prostitution, forklarede dommeren Strauss-Kahn.

Den 65-årige socialistiske politiker så sin karriere som IMF-chef styrte i grus, da en stuepige på et hotel i New York i 2011 anklagede ham for seksuelle overgreb. Det var på et tidspunkt, hvor han favorit til at blive Frankrigs næste præsident som kandidat for Socialistpartiet.

Mens straffesagen mod DSK, som han kaldes i Frankrig, blev opgivet og endte i et civilt søgsmål, stod han over for endnu en ydmygelse, da slibrige detaljer om hans deltagelse i orgier med prostituerede dukkede op.

Det er disse sexparties, der igen har sendt ham på anklagebænken, tiltalt for "groft rufferi i en organiseret gruppe" i det nordlige Frankrig og Belgien. Anklagemyndigheden kalder ham kongen over menageriet.

Sagen, der er kendt som "Carlton-affæren", begyndte med efterforskning af en berygtet alfons, som ejer en række bordeller tæt på den franske grænse i Belgien, hvor prostitution og det at eje bordeller er tilladt.

Det viste sig, at den mistænkte Dominique "Dodo" Alderweireld, angiveligt var involveret i rufferi ved at skaffe prostituerede til sexparties på forskellige steder, eksempelvis byen Lilles fornemme Carlton Hotel.

En prostitueret, der arbejdede for Carlton-ringen, sagde til efterforskere, at hun var betalt for at deltage i et sexparty på et luksushotel i Paris, hvor den tidligere IMF-chef deltog.

/ritzau/AFP