Strauss-Kahn får job i Beograd

Den 64-årige Franskmand Dominique Strauss-Kahn er hyret af den serbiske regering som rådgiver.

Han ventes til Beograd, Serbiens hovedstad, i næste uge, siger Balkan-landets vicepremierminister, Aleksandar Vucic.

- Vi er i princippet enige, der mangler kun lige at blive aftalt et par tekniske detaljer, siger han.

Tidligere har Vucic sagt, at Strauss-Kahn skal være regeringsrådgiver, rådgiver for finansministeren, Vucic selv og premierminister Ivica Dacic.

Det er en kontroversiel person, der måske skal rådgive de serbiske ledere.

Strauss-Kahn er økonom og var indtil sommeren 2011 chef for Den Internationale Valutafond (IMF).

Det endte dog brat, da han måtte hentes ud af et fly i en lufthavn i New York af politiet, idet en stuepige på et hotel, han lige havde forladt, beskyldte ham for sexovergreb.

Sagen førte til, at han indgav sin afskedsbegæring, og han betalte også en sum penge til kvinden for at slippe for retssagen.

Sexskandalen i New York betød også, at han ikke som ventet kastede sig ind i kampen om at blive de franske socialisters præsidentkandidat.

Strauss-Kahn er flyttet tilbage til Frankrig, men her er han også blevet viklet ind i en retssag om sexforbrydelser. Sammen med 12 andre anklages han i en sag om en prostitutionsring.

Sexskandalerne er dog ikke noget, som den serbiske ledelse ser som et problem for at blive rådgivet af Strauss-Kahn.

- Jeg er interesseret i en ekspert og en mand, der kan hjælpe Serbien, siger Vucic, der tilføjer, at han ikke dømmer franskmanden på baggrund af hans privatliv.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip