Strejen i DSB slut: Se hvad det betyder for dig

IC45 tog. Foto: Jens Hasse/Chili foto

Håndværkerne på DSB's værksteder genoptog torsdag arbejdet, og den tre dage lange overenskomststridige arbejdsnedlæggelse er dermed slut.

Dermed er der udsigt til at juletrafkken kan afvikles nogenlunde fornuftigt, og det er igen muligt at bestille pladsbilletter til juletrafikken.

- Vi beklager over for kunderne, at de har oplevet gener og aflysninger på grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Vi er dog glade for, at håndværkerne nu er gået i arbejde igen og arbejder nu på at få normaliseret togtrafikken hurtigst muligt, siger DSB's konstituerede administrerende direktør, Jacob Kjær.

Den tre dage lange arbejdsnedlæggelse betyder dog stadig, at DSB's kunder den kommende uge må væbne sig med tålmodighed.

Det skyldes, at DSB som følge af arbejdsnedlæggelsen har en større pukkel af tog, der skal gennem værkstederne og til syn, før de kan gøre gavn i trafikken.

- Vi har en større pukkel. Håndværkerne har strejket i tre dage. Det er rigtig mange tog, der skal nås. Vi har brug for tid til at tage os af dem. Der vil være reduceret togdrift ugen ud med færre togafgange og kortere tog. Det beklager vi selvfølgelig dybt over for kunderne, lyder det fra trafikinformationschef Tony Bispeskov.

DSB genoptager nu også muligheden for at reservere plads fra mandag. Det betyder, at kunder allerede nu kan reservere plads i tog, der afgår fra og med mandag, men ikke i tog, der afgår inden mandag. Dermed er det altså igen muligt at bestille togbillet til juletrafikken.

Og har du allerede en plads til et juletog, så hold fast i den:

- De kunder, der allerede har sikret sig en pladsbillet til eksempelvis den største rejsedag, den 23. december, kan regne med, at deres pladsbillet gælder, forsikrer Tony Bispeskov.

Han garanterer, at DSB vil gøre alt, hvad der overhovedet er muligt, for at sikre, at togene er klar, når den store juletrafik går i gang den 22.-23. december.

- I løbet af den næste uge vil vi løbende sætte flere tog ind. Jeg regner med og håber på, at vi er klar til de store rejsedage den 22. og 23. december. Det forudsætter dog, at intet går galt. Ligesom en bil pludselig kan gå i stykker, kan et tog også få problemer, og så er vi sårbare. Juletrafikken vil altså så vidt muligt være normal. Hvis vi er nødt til at tage enkelte tog ud, sørger vi for, at det vil ske, der hvor det generer færrest kunder, siger han.

Dagens Gossip