Strejke aflyser 1700 fly

Skal du til Tyskland med flyveren mandag, kan du godt forberede dig på, at afgangen kan være aflyst.

Tyske Lufthansa aflyser seks afgange fra Københavns Lufthavn mandag - tre af dem skulle være fløjet til Frankfurt og de tre andre til München. Også fire afgange fra Billund til Frankfurt er aflyst.

Aflysningerne kommer, fordi omkring 33.000 ansatte organiseret i fagforening Ver.di i det tyske flyselskab strejker mandag. Samlet aflyser Lufthansa 1685 flyafgange, og kun 32 gennemføres, oplyser selskabet.

De mange tusind ansatte strejker, da de ikke kan få en aftale i hus med ledelsen om deres løn. Lufthansa har tilbudt en lønforhøjelse på mellem 0,4 og 0,6 procent over 12 måneder, men Ver. di kræver en lønstigning på 5,2 procent.

Lufthansa skriver på hjemmesiden, at konflikten betyder, at næsten alle selskabets flyafgange i Tyskland og i Europa er aflyst.

Langdistanceruterne bliver også ramt, hvilket sker allerede fra søndag. Det er blandt andet flyafgange til flere byer i USA, samt flere lufthavne i Asien.

Også SAS må aflyse afgange. Allerede fredag meldte det skandinaviske selskab, at 56 flyafgange mellem Skandinavien og Tyskland på mandag aflyses.

Aflysningerne omfatter flyafgange mellem henholdsvis København, Stockholm og Oslo og seks tyske lufthavne. Af de 56 aflyste flyvninger er alene 36 mellem København og byerne Hamburg, Düsseldorf, Frankfurt, Hanover, München og Stuttgart.

Det er i Frankfurt, Hamburg, München, Stuttgart, Hanover, Düsseldorf, Köln og Norderstedt, at personale på jorden samt ansatte i Lufthansa Systems, Lufthansa Service Group, Lufthansa Technik, Lufthansa Cargo samt dele af kabinepersonalet, strejker.

Lufthansa oplyser, at alle flyvninger med datterselskabet Germanwings ikke er berørt af strejken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV