Strejke i SAS-selskab rammer 400 afgange

Efter tre timers mægling brød forhandlingerne mellem kabinepersonalet og det norske flyselskab Widerøe sammen. Det udmundede i en strejke onsdag blandt kabinepersonalet, som har lammet flyselskabets omkring 400 flyvninger fra 42 forskellige lufthavne og vil berøre omkring 11.000 passagerer.

Kabinepersonalet nedlagde arbejdet ved midnatstid, da parterne - fagforeningen Parat og det SAS-ejede Widerøe - ikke kunne nå til enighed. Personalet har ikke ønsket højere løn eller kortere arbejdstid, men indflydelse på pensionsordningerne. De vil have medbestemmelse på linje med piloterne, skriver E24.no.

»Kabinepersonalet i Widerøe er de eneste af de flyvende ansatte i hele SAS-koncernen, som ikke har forhandlingsret på egen pensionsordning. Pension er også en del af vores arbejdsvilkår, og dette krav vil ikke koste Widerøe en krone,« siger Lars Petter Larsen, forhandlingsleder i Parat til E24.no.

Men i Widerøe er kommunikationsdirektør Richard Kongsteinen uforstående over for strejken.

»Jeg er chokeret. Vi har tilbudt et forlig, som sikrer medarbejderne mod ændringer i vilkårene for pension indtil 2017, og det har de afvist,« siger han til NTB, skriver E24.no.

Der findes ingen alternativer til Widerøe på langt de fleste af flyselskabets afgange, og derfor rækker strejken så vidt. Widerøe har nemlig et omfattende rutenet i Norge, hvor det ofte kun er Widerøes fly, der kan lette og lande i de mange små lufthavne.

Widerøe er ejet af SAS, og strejken kommer kun få dage efter, at luftfartsselskabet solgte 80 procent af aktierne i det norske datterselskab til en investorgruppe for 1,75 milliarder kroner. De resterende 20 procent beholder SAS med option til salg i 2016.

 

Dagens Gossip