Strejken i Carlsberg er et levn fra fortiden

De er ved at blive lidt tørre i halsen på Carlsberg i Fredericia.

I en uge har 130 tapperiansatte nemlig nægtet at arbejde, og det betyder, at beværtninger for en stund må kigge tørstige og forgæves efter nye leverancer af fadøl, da forsyningen er sluppet op.

De ansatte på bryggeriet er alle organiseret i 3F Frederica og nedlægger i disse dage arbejdet i protest mod, at ledelsen har ansat en ufaglært, som ikke har ønsket at melde sig ind i 3F.

Sagen er speciel. Konflikten er nemlig blev kendt ulovlig ved Arbejdsretten, da den ikke har noget at gøre med overenskomsten overhovedet., men handler om at presse den genstridige kollega. Normalt ville metoder som at undgå kollegaen i kantinen være et udbredt værktøj til at markere sig over for kollegaen.

»Det er et meget usædvanligt våben at tage i brug. Strejkevåbnet bruges jo typisk mod en ledelse i en konflikt. Denne situation handler om noget helt andet, nemlig at man har fået en medarbejder, som ikke ønsker at melde sig ind i 3F,« siger Laust Høgedahl, ph.d. stipendiat ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Strejken kan ses som et signal til ledelsen om, at man ikke vil tolerere, at der bliver ansat nye medarbejdere, der står uden for en faglig organisation. Men også sådan et træk er kontroversielt.

»Det er ulovligt for arbejdsgiveren at spørge ind til tilknytning til fagforening ved en ansættelsessamtale. Det er diskriminerende på linje med seksuel orientering, så ledelsen har derfor slet ikke noget valg i denne her sag,« siger Laust Høgedahl.

Indtil 2006 havde man de såkaldte eksklusivaftaler i de kollektive overenskomster mellem arbejdsgiverne og medarbejderne. Det betød, at virksomheden forpligtede sig til kun at ansætte lønmodtagere, der var organiserede under en bestemt fagforening, som der var tegnet overenskomst med.

På samme måde kunne en virksomhed med juridisk gyldighed afskedige en ansat med henvisning til, at han ikke var medlem af det rigtige fagforbund, hvilket også skulle foranledige de ansatte til at melde sig ind under de rette faglige faner.

Eksklusivaftalen blev dog kendt ulovlig ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2006.

»Det at eksklusivaftaler ikke længere er juridisk gyldige, har skabt en generel holdningsændring på arbejdsmarkedet, også i fagbevægelsen, hvor der er mere plads til frivillighed, når det gælder fagforeninger,« siger Steen Scheuer, der er professor og forskningsleder ved Institut for Ledelse og Virksomhedsstrategi på Syddansk Universitet, der derfor også kalder sagen blandt Carlsbergs ansatte for meget usædvanlig.

Hvorfor det lige er på Carlsberg i Fredericia, at en ulovlig strejke, der virker ude af trit med tiden, opstår, har de to eksperter bud på.

»Det er et erhverv med ufaglærte produktionsarbejdere, der traditionelt set har en helt klassisk, kollektivistisk arbejderforståelse. Der bruger man arbejdsnedlæggelser lidt mere hyppigt end andre steder,« siger Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet og fortsætter:

»Man skal tænke på, at ufaglærte der står bag sådan en produktion er ret lette at erstatte med andre, der kan finde ud af at betjene en maskine. Det betyder, at de er nødt til at have et stærkt kollektivt fællesskab, som de derfor værner meget om,« siger han og spekulerer i, at det kan være det, der udløser en sådan drastisk reaktion blandt de 130 ansatte - samme gæt bringer professor Steen Scheuer fra Syddansk Universitet i spil.Så sent som i dag mødtes de ansatte for at diskutere, hvorvidt de skulle fortsætte med strejken. Det blev de enige om, også på trods af at gruppeformanden for industri i 3F Fredericia opfordrede sine fagfæller til at vende tilbage til arbejdet.

Det er dog ikke så underligt ifølge Steen Scheuer.

»Det er klart, at 3F ikke kan støtte sine medarbejdere i denne her sag. Gør de det, vil de også ifalde bod. Sådan er retstilstanden, og det kan blive ret dyrt. Derfor er det heller ikke en god sag for 3F,« siger Steen Scheuer.

Mandag ikendte Arbejdsretten de strejkende medarbejdere en bod på 35 kr. for hver time, de ikke er på arbejde. Den bod kan dog ende med at blive sat op, hvis ikke de snart vender tilbage til arbejdet.

Dagens Gossip