Stress før fødsel fører til fede voksne

Skrevet af admin

16/06/2014

Dagens topnyheder

Når en gravid kvinde udsættes for kraftigt stress, belaster det ikke bare hende selv. Det kan også få konsekvenser for hendes ufødte barn, som får større risiko for at blive fed eller overvægtig som voksen.

Det viser et nyt dansk studie fra Aarhus Universitet, som dermed lægger nye brikker til forståelsen af de årsager, der ligger bag overvægt.

- Vores resultater tyder på, at stress kan give en programmering af det ufødte barn, som gør det følsomt for at tage på i vægt efter fødslen, siger ph.d. Lena Hohwü fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

- Selv om der stadig mangler megen forskning på området, har vi lagt en brik til forståelsen af, hvorfor vi oplever en fedmeepidemi, hvor hvert femte barn i Danmark er overvægtigt, og hvor de fleste af dem også forbliver overvægtige som voksne, siger hun.

Studiet bygget nå næsten 120.000 unge mænd indkaldt til session i årene 2006 til 2011, hvor de fik målt deres BMI. Siden har forskerne via registre fundet frem til mødrene til 5000 af soldaterne, og som samtidig har mistet et nært familiemedlem lige op til eller under graviditeten.

Resultaterne viser, at sorg hos moderen på grund af den stress, som et dødsfald medfører, giver en øget risiko for overvægt hos barnet.

Især børn, der udsættes for stress i op til et halvt før undfangelsen eller i løbet af graviditeten, synes at være udsatte.

Sønner af mødre, der mistede deres biologiske far under graviditeten, havde en dobbelt så høj risiko for at blive tykke i forhold til andre børn.

- Heldigvis er stress på grund af en nærståendes død jo ikke så almindeligt hos kvinder i den fødedygtige alder. Men vi er i gang med at se nærmere på, om der er en generel effekt på barnet også af andre typer stress såsom ved skilsmisse, siger Lena Hohwü.

/ritzau/