Stressede studerende overrender præster

Ambitiøse studerende jagter tårnhøje karakterer og fede studiejob. Men jagten tager ofte overhånd for de unge.

Når det sker, lægger stadig flere stressede studerende vejen forbi landets studenterpræster, frem for selv at punge ud eller at tage plads i den rekordlange kø foran landets studenterrådgivninger.

- Vi får betydeligt flere henvendelser, og det er både fra nye og erfarne studerende, fortæller Elisa Wejse, der har været studenterpræst i Aarhus de seneste otte år.

Også hendes kollega Jens Munk oplever, at flere og flere henvender sig med problemer.

- Jeg har været studenterpræst i fem år. I starten havde jeg cirka syv samtaler om ugen, og nu er jeg oppe omkring 20, fortæller han.

De studerende henvender sig oftest med studierelaterede problemer, men det kan også være private problemer forårsaget af eksempelvis lavt selvværd eller sygdom.

Flere peger på, at det er blevet mere legitimt at opsøge en studenterpræst, hvis man har brug for en snak.

- Man har ikke længere de samme forbehold over for at opsøge noget, som er tilknyttet kirken. Det er helt klart, at der er nogle parader, der er faldet, påpeger Stefan L. Hansen, der har været studenterpræst hos Københavns Universitet i 14 år.

Selv om samtalerne foregår med en præst, skal de dog ikke nødvendigvis handle om tro.

- Det er helt op til den enkelte, om de vil tale om Gud og tro. Mange gange handler det slet ikke om tro, men nogle helt andre ting. Og det er selvfølgelig i orden, fastslår Jens Munk.

Betaler de unge selv for hjælp hos private behandlere, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Hos landets studenterpræster er hjælpen gratis og man man komme lige så ofte, man har lyst til.

- Nogle kommer kun en enkelt gang, mens andre typisk kommer fem til ti gange. Men jeg har også samtaler, der strækker sig over flere år. Så kommer de måske en gang om måneden. Og i de tilfælde kan vi virkelig flytte noget, fortæller Jens Munk.

Ventetiden hos landets studenterpræster er typisk omkring tre uger.

Til sammenligning må man vente 10-12 uger, hvis man ønsker gratis hjælp hos Studenterrådgivningen og bor i landets største universitetsbyer, København og Aarhus.

 

Dagens Gossip