Stressramt borgmester allerede tilbage på mandag

Fredericias sygemeldte borgmester, Kenny Bruun Olsen (V), forventer allerede at være tilbage i borgmesterkontoret på mandag.

Det skriver netavisen fredericia.lokalavisen.dk.

- Jeg er sygemeldt og er nødt til at tage et par dage med fred og ro. Men jeg er tilbage til på mandag. Og det bliver for fuld kraft, siger borgmesteren til netavisen.

Kenny Bruun Olsen, der er Venstres spidskandidat ved kommunalvalget den 19. november, måtte ellers torsdag lade sig sygemelde på grund af stress.

- Jeg har netop været ved lægen, og hun har sendt mig hjem i seng straks, sagde Kenny Bruun Olsen til Fredericia Dagblad.

På spørgsmålet om han kan holde til borgmesterjobbet, siger Kenny Bruun Olsen til fredericia. lokalavisen. dk:

- Ja, det mener jeg, at jeg kan. Men jeg lytter også til min krop. Jeg har set folk gå ned med stress. De kommer aldrig til at yde hundrede procent igen. Jeg vil yde hundrede procent, og derfor tager jeg et par dage med fred og ro for så at vende tilbage på fuld damp.

Kenny Bruun Olsen blev valgt til borgmester i januar efter en tid med stor intern ballade i partiets lokale afdeling i Fredericia.

Den nu sygemeldte borgmester overtog posten efter Thomas Banke, som erkendte et misbrug af smertestillende medicin og havde rod i regnskaberne, og Banke endte med at trække sig fra borgmesterposten og byrådet.

Uenighed i den lokale partiforening om linjen over for Thomas Banke betød, at Kenny Bruun Olsen blev ekskluderet fra den lokale partiforening sammen med tre andre byrådsmedlemmer, inden han genindtrådte og fik borgmesterposten.

- Det har været et kæmpe pres med Thomas Banke-sagen. Det har gjort, at jeg har fået noget hjertebanken og trykken for brystet, og jeg har sovet alt for lidt, sagde borgmesteren torsdag til Ritzau.

/ritzau/

Dagens Gossip