Strid mellem Kina og USA om baser er langt fra ovre

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Filippinerne og Kina har i en årrække skændtes om retten til en stor del af Det Sydkinesiske Hav. Også amerikanerne anerkender ikke Kinas ret.

Tirsdag klokken 11 sættes der punktum i striden mellem de to førstnævnte lande.

Her afgør Den Permanente Voldgiftsdomstol i den hollandske by Haag en klage over kinesernes opførelse af baser på flere småøer i den sydlige del af havet.

Filippinerne mener også at have ret til dem.

På forhånd har kineserne meldt ud, at de ikke vil respektere afgørelsen.

Dermed tyder alt på, at dommen snarere sætter et komma i striden om Det Sydkinesiske Hav, som USA også har store interesser i.

- Alle har malet sig op i et hjørne, som Kina-ekspert Camilla T.N. Sørensen, der er adjunkt ved Københavns Universitet, udtrykker det.

Amerikanerne, der har domineret Det Sydkinesiske Hav siden 2. Verdenskrig, vil ikke anerkende kinesernes ret til området. Skibe fra flåden sejler jævnligt tæt forbi øerne for at vise, at de ikke accepterer kinesernes krav.

Hvis både USA og Kina sætter mere militær ind i området oven på den internationale domstols afgørelse, kan spændingerne stige mellem stormagterne.

Camilla T. N. Sørensen tror dog ikke, at en decideret konfrontation er under opsejling

- Men når mere militær befinder sig tæt på hinanden - både flåde og luftvåben - er der større risiko for sammenstød. Og det vil være sværere at undgå, at det eskalerer, fordi der er en grundlæggende mistillid mellem landene, siger hun.

Liselotte Odgaard, lektor ved Forsvarsakademiet med Kina som forskningsområde, er enig i den udlægning.

- Ingen af dem ønsker en militær konfrontation ved et uheld.

- Men de kan ikke blive enige om spillereglerne på centrale områder som for eksempel militære fartøjers og flys frie bevægelighed. Og det giver risiko for en militær konfrontation, siger hun.

/ritzau/