Strid om Frihedsmuseets fremtid

Ledelsens planer har fuld opbakning fra kulturminister Marianne Jelved (R), men møder voldsom modstand fra både borgerlige politikere og organisationer med rod i frihedskampen.

De mener, at Frihedsmuseet skal holde sig til at fortælle om frihedskæmperne, og at al anden formidling må foregå andre steder.

Ifølge museumsledelsen er det dog nødvendigt at klæde nye generationer bedre på, så de forstår, hvordan nazismen opstod, og hvordan befrielsen i 1945 blev efterfulgt af den kolde krig.

Hovedfokus skal stadig være frihedskampen, men der skal mere formidling til, da mange i dag for eksempel ikke ved, hvilken dag 9. april er, mener Nationalmuseets direktør Per Kristian Madsen.

»Vi må tage højde for, at for flere generationer er dette ret tåget«, siger han.

Det falder dog flere borgerlige politikere for brystet.

»Det er en forsømmelse hos skoler eller forældre, hvis de ikke har fortalt børnene om frihedskampen og besættelsen. Som jeg ser det, skal vi holde tingene adskilt. Frihedsmuseet er for frihedskæmperne, og det nye museum skal bygges i den ånd, det i sin tid blev bygget«, siger Pia Kjærsgaard (DF), værdiordfører i Dansk Folkeparti.

Hun mener, at historien om samarbejdspolitikken, de tyskvenlige og de østfrontfrivillige skal formidles andre steder.

Hos Venstre er man også skeptisk over for de nye planer.

»Det er vigtigt, at vi ærer de frihedskæmpere, som sørgede for, at Danmarks eftermæle blev en del mere positivt, end der ellers var lagt op til. Det er fint, hvis man vil fortælle om kollaboratører og lignende. Det skal bare ske et andet sted,« siger kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V).

Hos Frihedskampens Frednings- og Mindefond, der er paraplyorganisation for gamle modstandsfolk og krigssejlere, er man heller ikke begejstret for planerne.

»Frihedsmuseet bør indeholde frihedskampen som sit hovedformål og ikke besættelsestiden som sådan. Vi er interesseret i at få vist den modstandskamp, som foregik på trods af politisk modvilje«, siger formanden, Christian Eugen-Olsen til Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV