Strissere på Samsø sigter syv personer: Det flyder med narko

Skrevet af Ninna Andreasen

20/08/2014

Mest læste i dag

En narkoaktion på Samsø fik i går hurtigt vokseværk.

Østjyllands Politis Specialpatrulje tog til øen med to ransagningskendelser i lommen. Men igen i år fik betjentene mere med hjem, end de havde regnet med.

- Vi endte med at ransage otte forskellige adresser i løbet af to dage, siger politikommissær Kristian Harlev Sørensen om den netop overståede aktion.

Politiet sigter nu syv personer fordelt på ni sigtelser i alderen 25 til 62 år for overtrædelse af loven om euroforiserende stoffer.

Mængden af narko har dog været mindre end forrige år.

- Men vi har beslaglagt både 64 gram hash, 7 kg skunk, 291 gram hamp, 1,1 gram amfetamin, 0,15 gram kokain og 5 enheder doping. Derudover sigter vi to for overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af henholdsvis en ulovlig kniv og et knojern, oplyser Kristian Harlev Sørensen.  

Det beslaglagte narko bliver destrueret.