Strømmen af illegale indvandrere i EU vokser

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

Hundredvis af druknede flygtninge i Middelhavet har fået EU til at skærpe overvågningen og kontrollen af de kendte flugtruter ind i EU.

Men strømmen kan ifølge eksperter næppe bremses, og en voksende del er illegale indvandrere, der ikke er på flugt fra krig eller undertrykkelse, skriver Jyllands-Posten.

- Antallet af illegale i EU er stigende. Det store flertal vil aldrig kunne få asyl. De ved godt, at rejsen er farlig, men de mener, at det er risikoen værd, siger generalsekretær Andreas Kamm, Dansk Flygtningehjælp.

- Menneskesmuglerne siger til dem, at hvis de kommer til Europa, har de gode muligheder for at klare sig. Det er desværre rigtigt. Der er et sort arbejdsmarked, og hvis man ikke melder sig, søger asyl og får taget fingeraftryk, kan man sagtens finde sig et job, siger han.

Samme vurdering har Bruce Leimsidor, tidligere ansat hos FN's Flygtningehøjkommissær (UNHCR). Strømmen af illegale indvandrere er ikke til at stoppe:

- Det har hjulpet med en sikkerhedsmur om Grækenland, men til gengæld har man bare skabt nye ruter og formentlig bidraget til en øget trafik over Middelhavet, siger han til Jyllands-Posten.

Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm har et forslag til at løse problemet:

- På kort sigt kunne en løsning være at give årsbegrænsede arbejdstilladelser, så indvandrerne ikke falder ned i et stort sort arbejdsmarked. På lang sigt er man nødt til at investere langt mere end den nuværende ulandsbistand, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/