Strømsvigt rammer Bornholm

Skrevet af admin

13/09/2015

Mest læste i dag

Søndag aften gik al lys på Bornholm ud, da strømmen ved 19.50-tiden pludselig forsvandt fra øens ledninger.

- Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er sket, siger vagtchef Hans Henrik Dam fra Bornholms Politi til Ritzau.

Forsyningsselskabet Østkraft oplyser på sin hjemmeside, at søkablet til Sverige af ukendte årsager er faldet ud.

Men også beboere i det sydlige Sverige er ramt af strømafbrydelse, der ifølge avisen Sydsvenskan har ramt 19.000 husstande.

En talsmand for selskabet elselskabet Eon siger til avisen, at der er problemer med en transformatorstation i Tomelilla.

- Vi havde lav spænding i nettet omkring en transformatorstation i Tomelilla og skulle øge spændingen. Men noget er gået galt, vi ved ikke, hvad det er, og transformatorstationen er stået af, siger Adam Kanne fra Eon til Sydsvenskan.

Ifølge Eon ventes strømmen at være tilbage ved 23-tiden, men bornholmerne behøver måske ikke at vente så længe.

TV2 Bornholm oplyser, at dele af Rønne har fået strømmen tilbage, og at Østkraft er i gang med at starte nødgeneratorerne. Østkraft kan dog ifølge TV2 Bornholm ikke sige, hvor lang tid det vil tage at bringe strømmen tilbage til hele øen.

/ritzau/