Studenter stormer Sydafrikas parlament og politiet skyder

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Studenter har onsdag eftermiddag stormet parlamentet i den sydafrikanske storby Cape Town i forbindelse med en demonstration mod stigende priser for undervisningen på landets universiteter.

Hundredvis af studerende har mast sig gennem porten til parlamentsområdet, hvor de er kommet i håndgemæng med politiet.

Politiet har affyret gummikugler og chokgranater mod studenterne i forbindelse med en demonstration på Nelson Mandela Metropolitan University i provinsen Eastern Cape. Den episode udspillede sig, inden studenterne stormede parlamentet.

Under uroen på parlamentets område fortsatte landets finansminister med at fremlægge et budget i plenarsalen.

Tre studenter er såret under balladen, som udspringer af, at de studerende er utilfredse med et forslag om højere afgifter for undervisningen.

De vrede universitetsstuderende kastede sten og brændende dæk, mens politiet svarede igen med gummikugler og chokgranater.

Demonstrationerne har stået på i en uges tid over hele landet.

De sydafrikanske universiteter meddelte tidligere på måneden, at de ville hæve betalingen med op til 11,5 procent. Det fik de unge på barrikaderne 13. oktober.

De studerende har afvist et kompromis, der er foreslået af studenterledere, som har sagt, at stigningen skal være på seks procent i stedet for 11,5 procent fra 2016.

Undervisningen er aflyst på 14 universiteter.

Tirsdag blev 23 studerende anholdt, men de blev løsladt igen senere.

/ritzau/Reuters