Studenterhuset Klostret får ny formand

Amanda Adelborg Nielsen er ny bestyrelsesformand for Studenterhuset Klostret. Hun har indtil nu været menigt bestyrelsesmedlem og afløser Niels Sylvester Rasmussen, der arbejder på sit bachelorprojekt på Designskolen Kolding.

Amanda Adelborg Nielsen er markedsføringsøkonomstuderende på sjette semester ved International Business Academy (IBA). Hun vil som formand arbejde på, at studiebyen styrkes og får en klarere profil overfor omverdenen og de studerende i Kolding.

- Studielivet eksisterer på alle fire uddannelsesinstitutioner i Kolding med hver sin studenterorganisation og dagsorden. Det er vigtigt, at Studenterhuset bliver tydeligere, så alle videregående studerende kan føle og se, at vi er og vil være en vigtig brik i puslespillet, og at vi i Kolding har et godt tværfagligt fællesskab, siger hun.

Hun vil også lægge vægt på at udvide de aktiviteter, Studenterhuset involverer sig i, så huset er til gavn for alt, hvad de studerende ønsker og dermed bliver en større del af de studerendes hverdag. Huset skal samtidig være linket mellem de studerende og omverdenen.

Studenterhuset Klostret er Koldings fælles studenterhus. Bag studenterhuset står frivillige fra de videregående uddannelser i Kolding. Huset, som ligger i en gammel biograf i Klostergården, er centralt placeret i Kolding midtby ved bybusterminalen.

Dagens Gossip