Studerende årsag til udvidelse på bibliotek

Skrevet af Elo Christoffersen

02/10/2012

Dagens topnyheder

 

Unge mellem 18 og 20 år er den gruppe, som er de flittigste lånere på Horsens Bibliotek. Årsagen er, at unge studerende i stigende grad samles på biblioteket for at lave opgaver.   Bibliotekets studierum er stort set optaget hele dagen, og biblioteket har derfor været nødt til at udvide med to ekstra rum for at imødekomme de unges efterspørgsel.   - Vi oplever flere og flere unge, der fysisk møder op på biblioteket. De vil gerne sidde sammen og løse opgaver, og i den forbindelse tager de mange faglitterære bøger ned fra hylderne. De benytter også i stigende grad muligheden for at tilkalde en bibliotekar, hvis de har brug for hjælp. For eksempel til at finde frem til digitale artikler på engelsk, fortæller bibliotekschef Lisbeth Christensen, der glæder sig over, at udlåns tallet kan være med til at afkræfte myten om, at biblioteket ikke benyttes så meget af de unge.   Omkring 60 % af de unge bruger folkebiblioteket til hjemlån af biblioteksmaterialer.   Tendensen med flere unge lånere på biblioteket er den samme på landsplan.