Studerende afviser baby-kritik

At de unge studerende skulle presse det faglige niveau på universiteterne ned, køber formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Torben Holm, ikke. Tværtimod

Reaktionen kommer, efter at flere studiechefer fortæller, at de studerende skal holdes i hånden og ikke kan finde ud af at læse hjemme i takt med, at de studerende er blevet yngre og har andre forudsætninger end tidligere.

Derfor må universiteterne bruge tid og kræfter på at indføre mentorordninger, undervisning i at lære at studere samt flere undervisningstimer. Men det er i virkeligheden på tide, at universiteterne skruer op for timerne, mener Torben Holm.

- Vi har længe haft så få undervisningstimer på flere studieretninger, at man dårligt har kunnet kalde det et studium. Vi har haft brug for supplementer, og dem får vi så nu.

- Jeg har meget svært ved at se, hvordan indførelse af mentorordninger, vejledergrupper og flere undervisningstimer kan sænke kvaliteten af et studie. Det kan da kun højne kvaliteten, siger Torben Holm.

Han fortæller, at nogle studerende har følt sig tvunget til at få undervisning af ældre medstuderende for at få nok ud af den sparsomme undervisningstid, universiteterne har tilbudt.

Og han mener, at det vil højne undervisningen, når universiteterne tager større ansvar for indlæringen.

- Det er prioriteringen værd fra universiteternes side, at de studerende får undervisning, som er faciliteret af universitetet frem for medstuderende, som det har været nødvendigt flere steder, siger Torben Holm.

Dermed afviser han bekymringen fra flere studiechefer. De påpeger, at universiteterne i dag optager unge, som for få år siden ikke ville overveje en universitetsuddannelse og kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har en akademisk uddannelse.

- Vi bliver nødt til i højere grad at tygge maden for de studerende. Vi er udfordret, og vi bliver mere udfordret i fremtiden, fordi vi samtidig må sikre, at det faglige niveau ikke falder, siger Per Andersen, der er studiechef på Syddansk Universitet til Jyllands-Posten.

Dagens Gossip