Studerende: Kynisk SU-reform

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) er mildest talt meget lidt begejstret for de dele af regeringens SU-reform, der foreløbig er kommet frem.

Regeringen offentliggør reformen tirsdag eftermiddag.

- Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har fremlagt et uansvarligt forslag, der vil få de studerende langsommere igennem og øge fraværet, siger formanden for DFS, Jakob L. Ruggaard.

De studerendes organisation mener, at reformen blot er en kynisk spareøvelse.

- Nu vil vi vente og se det endelige udspil, men som vi ser det, er det en kynisk spareøvelse, der har intet har at gøre med at få studerende hurtigere igennem, siger han.

Ifølge regeringens forslag fjernes det sjette SU-år for studerende, som har holdt mere end to års studiepause inden den videregående uddannelse. Regeringen ønsker også at tage SU'en fra studerende, som ikke går til deres planlagte eksamener.

- Det er meningsløst at tro, at studerende, der har brugt to år til at vælge en uddannelse, ikke bliver forsinket af stress, sygdom eller andet, siger Jakob L. Ruggaard.

- Og det er hinsides enhver fornuft at tro, at når de studerende bliver forsinket, så har de ikke brug for penge til husleje og mad, tilføjer han.

Ungdomsforsker Jens Kristian Nielsen fra Aarhus Universitet mener ligeledes, at besparelser på SU'en ikke virker.

- De unge ved godt, at det er rigtigt svært at få job. Så der er pres på at kvalificere sig ved at få gode karakterer, praktik og et studierelevant job på CV'et, siger han til Avisen.dk.

De unge vil hellere tage ekstra studielån end haste gennem studiet med middelmådige karakterer. Det hjælper derfor ikke at skære i SU'en, mener han.

Dansk Magisterforening har netop lavet en undersøgelse, der viser, at økonomisk straf og belønning ikke får de unge til at skynde sig. Det vil bedre jobudsigter til gengæld.

/ritzau/

 

Dagens Gossip