Studerende myldrer ind i a-kasserne

På to år er antallet af studerende og elever, der er medlem af en a-kasse, steget fra 37.500 til 90.000. Det viser helt nye tal fra AK-Samvirke, der er a-kassernes brancheorganisation, skriver Avisen.dk.

Det er nemlig blevet en god forretning at blive medlem i tide. Og det er særligt det forhold, der forklarer stigningen, vurderer direktør Verner Sand Kirk fra AK-Samvirke.

- De kan sikre sig en ekstra måneds dagpenge i tilfælde af, at de ikke får arbejde, når de er færdige. Det ser mange som en fordel, siger han til Avisen.dk.

Siden august 2009 har det været muligt for unge under 30 år, der er under uddannelse, at blive optaget i en a-kasse uden at betale kontingent til arbejdsløshedsforsikringen.

Men det er kun andet år, at det er muligt at opgøre, hvor mange der melder sig ind, mens de studerer. Mange a-kasser har også fritaget unge for at betale bidrag til administration, så medlemskabet er helt gratis.

For unge er der cirka 14.000 kroner - en måneds dagpenge - at tjene på at være medlem under uddannelsen. Hvis man som studerende først melder sig ind, når man er færdiguddannet, går der en måned, inden man får ret til dagpenge.

Stigningen skal ses i lyset af, at a-kasserne også har kastet sig ud i omfattende markedsføring over for unge. En af topscorerne er Magistrenes A-kasse, der sidste år fik fire procent flere studerende medlemmer.

Magistrenes a-kasse har blandt andet "organisatorer", der tager ud på universiteterne og fortæller om, hvorfor det er fornuftigt at melde sig ind.

- Det går bedre og bedre. De studerende kan godt se beskæftigelsessituationen. Ledigheden er meget høj blandt nyuddannede, så de kan godt se fordelen, siger Magistrenes A-kasses formand, Frederik Dehlholm, til Avisen.dk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip