Studerende skyder borgerlig brugerbetaling ned

»Det er den fuldstændige forkerte vej at gå for det danske uddannelsessystem. Gratis uddannelses er det, der sikrer, at ligegyldig hvem man er født af, så er der mulighed for at få en uddannelse. At fjerne brugerbetaling på videregående uddannelse ville være det samme som at fjerne muligheden for en gratis folkeskolelære,« siger formand for DSF, Jakob L. Ruggaard.

Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen (V), understreger i Berlingske tirsdag, at man er »nødt til at gøre op med, at brugerbetaling er et tabu«. Han vil sammen med de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance have regeringen til at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, der skal se nærmere på, hvordan brugerbetaling kan være med til at højne kvaliteten af uddannelserne.

»Erfaringerne fra alle udlande, vi sammenligner os med, viser, at indførelsen af brugerbetaling ikke vil tilføre universiteterne ekstra midler. Det er ikke noget, der kommer til at tilføre kvalitet. Det er et realitetstjek, vi lige må have med, når vi har den her diskussion,« siger Jakob L. Ruggaard.

Når en samlet borgerlig opposition ønsker at se på mulighederne for brugerbetaling, skyldes det også, at mange studerende forlænger deres studie, fordi de vælger at skifte fag eller uddannelse. Brugerbetaling vil gøre studerende mere opmærksomme på at vælge rigtigt første gang, konkluderer Venstre.

»Det er meget overilet og irrationelt at begynde at diskutere gennemførelsestid, når man endnu ikke har set resultaterne af danmarkshistoriens største SU-reform, der søger at forbedre netop denne,« siger Jakob L. Ruggaard.

Uddannelses- og forskningsminister Morten Østergaard (R) har blankt afvist at Venstre og den borgerliges forslag vil blive gennemført under denne regering.

Dagens Gossip

Dagens TV