Studerende til minister: »Vågn op, Østergaard«

»Det er vanvittigt, og det virker som om, man ikke er klar over tilstandene på universiteterne. Ministeren må trække i arbejdstøjet, og han er nødt til at erkende, hvor dårlige forhold der er på flere danske universiteter, før han koncentrerer sig om talenthold,« lyder det fra formand Jakob Ruggaard.

Flere danske universiteter er således i gang med at oprette forløb for særligt dygtige studerende. De skal have undervisning af de bedste undervisere og ekstra kurser, og det har uddannelsesministeren støttet.

»Jeg var dybt chokeret over at høre ministeren tale om kvalitet kun for den lille elite,« siger Jakob Ruggaard.

Spørgsmål: Men det er vel heller ikke det, han ønsker?

»Jo, de snakker om at oprette talentforløb, som prioriterer ekstra midler til og forløb til de dygtigste studerende på uddannelserne.«

Spørgsmål: Men det betyder vel ikke nødvendigvis, at der ikke kan være kvalitet for alle andre?

»Jo. På nuværende tidspunkt oplever studerende at få undervisning i lokale storcentre, sidde i vindueskarme og at modtage undervisning på puder på gulvet, fordi der ikke er stole nok. Der er ingen systematisk pædagogisk opkvalificering af underviserne, og det betyder, at man bliver sat i pædagogisk helt vanvittige situationer, hvor undervisere står og læser op af 25 siders maskinskrevne ark. I det hele taget er der ikke nok undervisere til at vejlede og undervise,« siger Jakob Ruggaard, der opfordrer uddannelsesministeren til at tage med på en rundtur på universiteterne for ved selvsyn at konstatere problemerne.

Adspurgt om de studerende ville acceptere A- og B-hold blandt studerende, hvis der ikke var de aktuelle problemer, svarer Jacob Ruggaard, at det ville være »markant mere sympatisk.«

»Men det ville stadig være noget, vi skulle have en meget mere grundig analyse og debat af, før vi kan vurdere, om det er en fornuftig retning at gå for de danske universiteter,« siger han.

Dagens Gossip